Fuldtidsjob som 17-årig var det rigtige valg
Han husker den første tid i Danmark som kaotisk, og der skulle gå flere år, inden Siva fik sporet livet ind på den rigtige vej.
- Det var en kæmpe omvæltning at komme til Danmark. Jeg boede på et asylcenter i København i to år, inden jeg fik opholdstilladelse og flyttede sammen med min onkel i Herning. Alt var nyt, og jeg kunne ikke sproget. I Sri Lanka lå jeg i top i skolen, men i Danmark var det bare svært, mindes Siva, der som blot 14-årig oplevede et nyt stort sceneskift.
- Af familiemæssige årsager flyttede jeg over til min kusine i Nyborg, hvor jeg fortsatte i en sprogklasse. Men skolen sagde mig ikke rigtig noget, og som blot 17-årig fik jeg mit første fuldtidsarbejde på et lager i Odense. Senere arbejdede jeg for et andet stort rengøringsselskab, ligesom jeg også prøvede kræfter med uddannelsen til smed i Herning. Men jeg er bare bedre til at arbejde, end til at gå i skole, fortæller han med et smil.